Header

Valg i LDP

August 27th, 2012 | Postet af Daniel i politik

Der skal være valg af ny leder i det største oppositionsparti, LDP, og det ser ud til at det bliver den 26. september, at det kommer til at finde sted. Kandidaterne kan i så fald starte deres kampagner d.14. september. Der har været stor usikkerhed om datoen, fordi denne parlamentssession slutter d. 8. september og oppositionen gerne ser at Noda opløser parlamentet og udskriver valg, som så vil blive engang i oktober, hvis dette er tilfældet. Desuden afholder det regerende DPJ deres valg af leder d. 21. september, men dette ventes dog at blive fuldstændigt udramatisk, da alt tyder på at det blot bliver Noda, der tager en tørn til.

Tanigaki Sadakazu er leder af partiet nu, men flere vil melde deres kandidatur, efterhånden som vi kommer tættere på. Hayashi Yoshimasa har allerede meldt sit kandidatur, såfrem han kan skaffe de nødvendige underskrifter, der skal til. Hayashi er bl.a. tidligere forsvarsminister. En post han havde i hele to måneder tilbage i 2008. Han har også haft en post som kabinetsminister for skatte og økonomipolitik i en (ligeledes) kort periode i 2009. En anden gammel kending, der har udtrykt ønske om at stille op er ingen ringere end Abe Shinzo. Han var leder af LDP og premierminister i lige under et år fra 2006-2007. Abe er kendt som en strammer på det udenrigspolitiske område, og har bl.a. benægtet, at koreanske kvinder blev tvangsudskrevet som sexslaver for japanske soldater under anden verdenskrig. I stedet mener han at kvinderne tog afsted frivilligt. Osakas kontroversielle borgmester, Hashimoto Toru, hvis parti Osaka Ishin No Kai stiller op med kandidater til næste valg, har for lidt over en uge siden sagt præcis det samme på Twitter, hvilket af nogle er blevet tolket som et forsøg på at nærme sig Abe og der er blevet talt om en mulig alliance mellem de to. Indtil videre er dette dog ren spekulation. Men man kunne sagtens forestille sig et LDP med Abe i spidsen alliere sig med Ishin No Kai. LDPs nuværende leder, Tanigaki, er ikke den store fan af Hashimoto, og politisk ligger de langt fra hinanden, så en alliance med Osaka Ishin No Kai med ham i spidsen ville være usandsynlig. Abes højrepopulistiske stil og rimeligt stærke nationalisme er derimod meget tættere på de synspunkter, som vi er vant til at få serveret fra Toru og hans venner.

Lige nu ser Abe ud til at være den stærkeste kandidat til posten. Jeg er dog ikke sikker på at en mand med sådanne holdninger den bedste at have på posten som premierminister i en tid med territorialkonflikter med både Rusland, Kina og Korea. I forhold til udenrigspolitiken ville det være bedre med en diplomatisk type, det er helt sikkert. Vi er i øvrigt en del, der kan huske, at manden undskyldte sin afgang i 2007 med at han havde diarre. Man kan jo håbe at hans mave er stærkere nu end tidligere, hvis han skulle få posten.

Der sker i øvrigt noget andet spændende d. 26. september. Ozawa Ichiro, som jo gid ud af DPJ og dannede et nyt parti for kort tid siden, skal i højesteret pga. hans verserende korruptionssag. Angiveligt vil der blive fremlagt nye bevismaterialer imod ham, så det kan være at han endelig bliver knaldet. Kom ikke og sig, at japansk politik er kedeligt.

Følg kommentarerne via RSS 2.0 Du kanskrive en kommentar, eller trackback.

Skriv et svar

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. Navn og email er påkrævet.

*

Du kan bruge disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>